Dagslys
Dagslyset er nok det vigtigste i forhold til oplevelsen af rummene i en bolig. Langt de fleste er opmærksomme på, at solen står op i øst og går ned i vest. Hvad mange dog glemmer er, at vinklen på solen varierer i løbet af dagen. Når den står op og går ned er den lavthængende og opleves derfor blændende - ligesom blændingen fra en modkørende bil. Derimod står solen højt på himlen midt på dagen. Dette kan forekomme indlysende og dog bliver der lavet alt for mange huse, hvor der ikke tages højde for dette. Generelt er den største fejl at placere soveværelser og store glaspartier mod vest, da disse rum vil blive overophedet, hver gang solen skinner om eftermiddagen og aftenen. Store glaspartier skal altid vende mod syd, hvis det er muligt, da man så får det længste tidsrum med lys og behagelig varme ind i boligen.